Hvad er en agent-baseret model?

Der er mange eksempler på ting i den virkelige verden, som er gavnlige at kunne forudsige eller simulere: det kan for eksempel være huspriser, sygdomsspredning eller selve vejret. For at kunne simulere disse ting kan man bruge en model, der kan give en approksimation af virkeligheden. Hvis man bruger en model til at simluere et virkeligt fænomen, siges man derfor også at modellere fænomenet.

Eksempler på modeller:
  • ADAM modellen, er en økonomisk model udviklet af Danmarks Statistik og anvendes af Finansministeriet til samfundsøkonomiske analyser.
  • COVID-19 modellerne fra Statens Serum Institut’s ekspertgruppe bruges til at afprøve forskellige genåbningsscenarier for pandemien, og estimere sygehusbelastning.

En model kan have mange former. nogle gange er det så simpelt som en matematisk funktion; andre gange er det et helt computerprogram. En af de slags modeller, der ofte findes som et computerprogram, kaldes en agent-baseret model.

Se et eksempel på en agent-baseret model af evolution i denne Youtube video:

Med en agent-baseret model forsøger man at modellere et fænomen, som består af et miljø med mange, simple agenter. Agenterne behøver ikke nødvendigvis at repræsentere mennesker, men kan også repræsentere for eksempel elektroner i en ledning eller virksomheder der handler med hinanden i en markedsøkonomi.

En agent-baseret model består typisk af følgende:
  • forskellige typer af agenter
  • et miljø, hvor agenter færdes
  • en beskrivelse af agenternes individuelle adfærd

Som det ses af følgende figur kan agenter både interagere direkte med hinanden, eller indirekte med hinanden ved at interagere med det miljø de færdes i:

Agent-baseret model

Illustration fra artiklen “Using AnyLogic and agent-based approach to model consumer market” af Garifullin et al. (2007)

Agenternes adfærd beskrives som programkode, og det er det vi med AgentsPy håber at gøre lidt nemmere og sjovere. AgentsPy er et bibliotek til programmeringssproget Python. For at komme i gang, skal du starte med at installere en Python editor ved at følge instruktionerne på en af de følgende sider: